Wednesday, March 3, 2010

Pop-Up


Forleden blev jeg og alle sanserne fejret, da jeg blev overrasket med et besøg på Bo Ramsøe Lindegaards pop-up restaurant på Andy´s bar i Gothersgade - lidt slukøret blev jeg, der gættede på en gourmet-surprise i fødselsdagsgave, gelejdet op af de snuskede trapper til natværtshuset Andy´s bar. Øv... fredag aften kl 19 - og vi skal på Andy´s bar?
Surprise!
Da døren går op, står kokken og byder velkommen, der er dækket op, og vi får straks udstukket et shot Fisk helt i Andy´s bar-ånden.
Den - ånden - er ellers resten af aftenen henvist til at hænge i gardiner, de brunmalede vægge og jukeboxen, og det gør den herligt, mens vi får en champagne granité til fisken og aftenens særlige selskab af gourmethåndværkere regerer med humor, vid og fantasi over gryder og akvariepumper.
Jeg var sanseligt beruset og rørte ikke meget af de spirituøse væsker i frygt for at glippe noget finurligt.
Latter, lovprisning og lethed prægede aftenen, og jeg savnede absolut ikke levnedshistorien på oksen eller hvad stjernerestauranterne til tider stopfodrer mine ører med. Jeg var fri til at smage og lade mig lokke med, og midt i alle de skæve og ofte tankevækkende serveringer blev smag og håndværk aldrig væk.
Dét er en kunst. Og det kan anbefales. Hold øje med næste pop-up restaurant på

I mellemtiden ku´ man smutte forbi 42 RAW i Pilestræde til en struttende sund og indbydende omgang Raw food, som Lindegaard vist også har en finger med i spillet i - dog skulle pop-up restaurantens plasticspand til servering af hovedretten være skiftet ud med 100% nedbrydelig emballage.


Followers