Fandt pludselig mig selv stående på hovedet ind i et gammelt vokabular med et støvet ord på læberne - Misericordia.
Hesed på hebraisk.
Medlidenhed. Nåde. Miskundhed på (gammelt, teologisk) dansk.
Og så er det heller ikke mere støvet end Loving kindness på engelsk, som i øvrigt også er navnet på en praksis, på sanskrit kendt som metta.
Uanset praksis og sprogdragt så trænger vi det. Jeg gør i hvert fald.
Har tilbragt en dag med historier om børns sorg og set nye vinkler og veje med Norges førende ekspert på feltet, der med hjerte og nyeste forskning stod lige foran mig og skiftevis fik mig til at le højt, græde lydløst og gennemgående pustede til min (com)passion for dem, der lider. Ikke mindst børn. Måske pustede det også på det i mit hjerte, der selv drømmer om noget så gammeldags som miskundhed. I hvert fald stod jeg bagefter der på Sydhavns Plads med misericordia - ikke at forveksle med en direkte oversættelse af de latinske misera ulykkelig og cordia hjerte - mere som begreb, som længsel efter at lade nåden, medlidenheden være den altgennemtrængende kvalitet i mellem og i os.
Det er nok ikke for ingenting, at den klassiske buddhistiske Mettapraksis, hvor øvelsen er at kultivere hjertets evne til loving kindness, altid inkluderer, at hjertet også viser loving kindness for én selv, og ikke kun verden omkring.
På den måde kommer det til at lyde som noget, jeg har sagt før om, at et godt sted at starte, er med én selv. At jeg selv har taget det den anden vej rundt og startet med de andre og nu langsomt også udvider blikket til nådigt at gælde mig selv taler jo for sig selv - misericordia.....
Atle Dyregrov
- Og vi har stadig en fest. Nu lidt mere intensivt. Sløjferne skal slås, forbehold skal frem og det skal konkluderes, hvordan de hersens kære teenagere konstruerer sig selv, og hvilke dialoger de har med sig selv og andre imens. - Og ikke mindst med Moar. 
