Jesus Christ!

Eventyret kan ligge og vente midt i et vacuum mellem uger og opgaver i kø ligsesom Strandvejen en søndag. Så meget desto mere frydefuldt. Rapsmarkerne er gule! Bøgen syregrøn. Ud i det blå. Out of town! Giv den gas, kør den ud i gear.... Yes. Ingen planer kan blive til tusindfryd. I kæder. Til de brister og bliver til to, der bliver til nye projekter
indtil et træ kommer i vejen og frister med klatregrene lidt over de fleste normaltbyggedes nærmeste udviklingszone....
Det blev ikke til picnic i trækronen - ungdommelig opdrift og legelyst rakte ikke til at nå første og afgørende gren for den videre opstigning
Istedet endte alt næsten godt på Le St. Jaques med skøn Pouilly-Fumé og blandt meget godt min debut med en overraskende god Branade, som jeg for nysgerrigheds skyld lod min menu udfordre af. Til alle, der heller ikke vidste, at det er franskinspireret mos af klipfisk og kartofler, kan det tilføjes, at det absolut ikke smager, som færøsk hengemt klipfisk på et efterskoleværelse lugter!
Desværre smagte kammuslingerne som om, de havde været med den gamle Sankt Jakob på hele Santiago de Compostella pilgrimsfærd, før de var havnet i alt for voldsomt selskab af rødbeder, passionsfrugtsuppe, ramsløg og jordskokker.
Adddrr!
Det må man ikke sige til mad - og jeg gør det alligevel.
Jesus Christ!
Selskabet, de foregående retter, den perlende aperitif og fornemmelse af en dag i det blå var nær perfekt, da vi igen fik jordforbindelse i en overflod af smagsindtryk og prikken på tungen af den alarmerende slags.
Fluff!
Lyden af de 6 kokkehuer, der blev til 2 forsvandt ud i sommernatten sammen med gæsterne, der ikke lige foreløbigt skal spise kammuslinger, om det så nok så meget er en fætter til J.C, der har lagt navn til både dem og restauranten.

Korsfæstet, død og begravet.....

men på tredjedagen......
undgik vi heldigvis opstandelse, selvom en sær rumlen og dårlig smag i munden gjorde sig gældende...