Egorøv?

Midt i det stormende septembermørke slår det mig med glæde, at jeg har nok i mig selv! Jeg ved det, det kræver forklaring, for ikke at sige bortforklaring, undskyldning og det, der er stærkere.
Man må ganske enkelt ikke have nok i sig selv. Og man må da endnu mindre være glad for at have det!
Skam dig!
NEJ, jeg er vokset fra det. Både skammen, (på gode dage) og fra den evige længsel efter det eller den anden, der skal lukke hullet, være nok for mig...
PT sidder jeg palle alene og elsker ham. Palle. For han er ikke alene i verden, men han behøver ikke være i andres bekræftende selskab, for at vide det.
Ah.....
Tværtimod, jeg oplever århundredets største trang til og fryd ved at være for mig selv.
Mmmm..
Jeg havde godt luret, at drejningen var på vej herhen, men det overraskede mig alligevel lige før, da jeg med fryd kom på, at det er en velsignelse at have nok i sig selv.

Og skulle det mod forventning virkelig være en synd i et eller andet system, så slår jeg mig for et kort tilbagefald på Luther og synder tappert.

At have nok i sig selv er ikke at være egoistisk uden øje og hjerte for andre. Selvom alt i mig er formet til automatisk at handle, som om det er det, er jeg ved at komme på bedre tanker.
Bedre, fordi det ikke er til at være nærværende og noget for nogen, når man bogstaveligt talt er ude af sig selv.

At have nok i sig selv må være første skridt til at leve og ånde for sig selv og andre, og til ikke at bruge andre som middel til f.eks. at overleve den eksistentielle ensomhed og smerte, som nogle af os er tunede til at opsnappe af og til.

Lidt overrasket over mig selv og denne søndagstekst, uploader jeg alligevel tankerne, for i det store og hele har jeg jo på ingen måde nok i mig selv! (så skriv gerne en kommentar!)