Saturday, November 13, 2010

Hildegard og AB Riesling

Hvem skulle ha´ troet det? Jeg var også selv lidt overrasket, da jeg i sommers var helt væk i romanen "Hildegard", for var jeg virkelig færdig med at kaste op og sværge, at jeg i hvert fald ikke kendte noget til nogen, og at jeg var så færdig med teologi?
Åbenbart. For det var et fint møde. Mellem mig og Hildegard i romanen. Mellem mig og min gamle bagage af kirkehistorie, fransk klosterliv og kontemplativ praksis. Og det gjorde godt.
Dét, jeg taler om er en blanding af romanen "Hildegard" af Anne Lise Marstrand Jørgensen og af mine tidligere kapitler af teologistudier og kristne barnesko. Og som det forhåbentlig fremgår, så var det et fint miks, der på tidspunkter kunne forveksles med begyndende dans eller måske noget så alvorsmættet som forsoning.
I hvert fald var begejstringen stor, da jeg en dag på Nørrebrogade så en reklame for "Hildegard II". Hurra, hun har gjort det igen! Hende, som jeg ikke aner, hvem er, men som på forunderlig vis skriver, så jeg ikke får noget galt i halsen, men finder de fine sider frem fra gemmerne, hvor de har været hermetisk lukket inde.

Idag gik jeg så forbi en uoverskuelig kø foran Bogforum takket være en venindes VIPbillet og lige ind på Litteratursidens stand, hvor Anne Lise Marstrand Jørgensen fortalte om sin Hildegard. Mit bogbudget var for længst skredet, men jeg måtte have fat i nummer to, og nu ligger den her og lokker. Jeg overvejer nu, om den skal spares op og forsøde min jul, men ved simpelthen ikke, om jeg kan vente.
I venteværelset ligger efter idag nu også Per Olov Enquist og Thea Mikkelsen og Mette Møller med Blance og Marie og Den kreative kraft i innovationsledelse og venter på, at jeg giver efter og kaster mig over dem.

Men pensum råber. Og jeg er jo så velsignet, at det også lokker og rykker i mig.
Dejlig lørdag. Afsluttet med en øko RIesling, der ikke lever op til forventningerne, men som nu var ok-selskab for den honningglaserede laks.

No comments:

Followers