Jeg havde lovet mig selv, at denne gang, skulle det være anderledes. Denne gang skulle jeg tage det stille og roligt. Én side af af gangen. Ikke sluge det hele råt, ikke ville have det hele på én gang. Nyde hvert øjeblik langsomt. Smage på det.
Men. Søren Ulrik Thomsens digte og forelskelse er det samme for mig. Jeg kan ikke få nok. Bare lige lidt mere, det var jo så godt. Jeg kan ikke vente, skal vi ikke bare ses igen snart - nu f.eks?
Således også i aften hvor jeg havde doseret mig selv de første to sider i Rystet spejl. Jeg er svag - og fandens stærk. Når der først er noget, jeg kan li´, vil jeg ha´ mere. Og i aften var der ingen, der sagde mig imod.
1 comment:
Det lyder som en varm anbefaling, dejligt :-)
Post a Comment