Far vel

Den kære, gamle kloge kone, hende med trætop-huset, som jeg altid har syntes, var helt fortryllende - både konen og så det, at hun rent faktisk har et hus oppe i træeerne et brændekomfur og bevis fra Frk. Jespersens pigeskole, alverdens kulturpersonligheder, børn, mænd og hårdt slid og humor i én farverig historie
som, siden jeg mødte hende, altid har været at finde i en perle for enden af indkørslen og Valdes velkomst...hende, der sidder på køkkenbordet i vinduet med sin Fussi-te, taler og tænker og ligner alt andet end mig og så alligevel
hun er på vej. Ingen ved hvorhen. Men farvel til skurvognen redt med store hvide dundyner og tanker om svenske skove
Farvel til det lille hus. Fuglen flytter med, tror jegmen jeg ved ikke, hvor den skal op igen - det vilde er, at hun heller ikke ved det! Konen er det modigste, jeg kender. Det er tid til at bryde op, skære ind til benet - og så gør hun det.
Respekt. De fleste ville skide i bukserne over tanken - og det gør hun sikkert også mellem tårer, flyttekasser og lettelse - OG hun gør det.
Og hvad gør jeg? Bliver stum af hendes mod og styrke og lidt stolt og omsorgs-agtig - og så bliver jeg tung om hjertet af at vide, at det sted, hvor jeg altid ånder fred, så snart huset tager i mod, og Valde vælter mig omkuld - at det ikke venter mig mere.
Men konen - hun er der endnu. I bilen et sted med vapsen på bagsædet og verdens mindste campingvogn på slæb. På vej.

Måske er 60´erne de nye 20´ere? Måske er det derfor, vi, med mere end 30 år mellem os, er så godt som jævnaldrene?