Frihjul og bagage

Min hjerne begynder at køre frihjul, selvom konklussionen ikke har fået sløjfet alle ender sammen på eksamensopgaven.
En Søren Ulrik Thomsen ordrække prikker pludselig hul i koncentrationen, som straks er væk.
What ever.
Ordene hvisker

det værste er at savne en ven man ikke vil se for sine øjne
(Det værste og det bedste)

Vi griner af mig, damen, ældre end Fakta, der ikke kan få noget, der minder om rabatter før seniorbilletten til DSB og Operaen. Og generelt er der meget, der pludselig synes at komme med alderen, som åbenbart er kommet for at blive.
Men det er jo bare dit og dat, pjat og pis, måske er man voksen, når man har være dér,
hvor min skarpe iagttager, Søren Ulrik T.
har noteret sig som det værste?
at savne en ven man ikke vil se for sine øjne
Jeg ved ikke
ved bare
at jeg savner
og vender i maven
på én gang

What ever.
Det bedste er
at det kun dukker op engang i mellem
og ellers er som en diskret bagage.
På gode dage båret med noget
der måske
kan forveksles med elegance
i modlys...

Det bedste er
når poeten SUT lister ind i mit sprog
og slår med halen
det er det bedste
+ at vågne med panden mod din nakke