Den dejligste spand

er det jo egentlig ikke. Og vandet er ved nærmere eftersyn heller ikke i den kategori. Men gulvet, som vandet netop vådt har kærtegnet, er. Dejligt. Smukt. Råt. Koldt under fødderne på hede dage. Varmt foran ildstedet i oktober. Fyldt af reservedele som vinger og bagben til græshopper og lignende fra maj til august. Så dagens "Rapport fra en gulvspand" handler altså pludseligt om et gulv. Et terrazzogulv i det, jeg længe omtalte som en gammel, idylisk olivenolie-mølle i Frankrig, som var min for en stund. Begge dele viste sig ikke helt at holde stik i virkeligheden. Moulin de Lonnes er et gammelt nedlagt savværk, men ikke mindre idylisk af den grund og med lavendler og figner, så jeg stadig synes det var lidt en drøm. Min blev det kun by heart og ikke i praksis, hvor den geografiske placering af svigermummy måske kunne ha´ været mere ideel. Men jeg elskede det gulv. Og man kunne se, når man havde vasket det - for så hang der rester af moppen i alle sprækker og revner. Så når det var gjort ved forårsrengøring, så det med andre ord efter den definition altid nyvasket ud!
Således rapporten for idag, hvor hverken den ene eller anden moppe udgør en del af min daglige rengøringsstab.