Egen morgenmedicin

Jeg er egentlig mentalt fuldstændig indstillet og moden til at hoppe i alle de små lette sager, som mit ny-indrettede garderobeskab diskret men lækkert opfordrer mig til. Og på skofronten venter både det ene og det andet par på at blive budt op. Jeg har endda glemt min elskede lavendelfarvede uldfrakke i Nørre Snede.
Med andre ord - jeg er alt andet end klar til at vågne op til en morgen, hvor ghettoen igen er indhyllet i hvirvlende snemasser.
Men det er den så. Og hvis jeg følger kalenderen i stedet for instinktet, så er der teoretisk mulighed for endnu 3 måneders morgener, hvor boots vinder over ballerinaer i en alt endet end fair sten-saks-papir.
Så her kl 6.18 ser jeg ikke anden mulighed end faktisk at gøre, som jeg prædiker - at lade det være, som det er. Her til morgen virker den højt besungne mindfulness bare lidt som noget, der ikke gælder mig og vintermorgener. Men men, så har jeg nok bare ikke praktiseret nok. Og dagens snefygning og mangel på anledning til at gå i dem her

eller dem her

er sikkert bare endnu en mulighed for at kultivere den mindfulness, som jeg ellers besynger så højt - især i teoretiske opgaver og i øjeblikke af sweet bliss.
Men nu gør jeg det så. Retter opmærksomheden på det, som er. Her og nu. Og det er sne. Kulde. Og utroligt smukke morgener som den her, der vågnede med mig hjemme hos de gamle i julen.
Og hvis opmærksomheden er vågen og virkelig bliver i detaljenså er det som om, at selv vintermorgener er nemmere at være i, som de er. Med fuld accept og sneboots.