Friday, February 25, 2011

PopUp 27.02.10




Sidste år blev jeg bortført og fejret med en Pop-up restaurantaften på min fødselsdag. Bo Ramsøe Lindegaard er kunstnerkokken bag I´m a kombo som her og der popper op og laver vilde sanseoplevelser. Grib chancen, hvis den byder sig.

Tuesday, February 22, 2011

Jeg er sådan én..

der virkelig ikke føler mig hjemme i fitnessland. Jeg ved, hvordan en muldvarp har det, når den bliver hevet ud af sit hul og hængt op i solen uden pels. Det er sådan cirka mig bortset fra, at at jeg trods alt selv er kravlet op af hullet og frivilligt har indlagt en halvtimes løbebånd før yogaen. Da jeg så stod der og trippede i løbesko og stadig med hovedet i arbejdsopgaven derhjemme, gik det op for mig, at hamsterhjulet var slukket. Altså der stod en seddel på maskinen om, at den var slukket af hensyn til natur og CO2 indtil den skulle i brug. Dét i sig selv er jo lidt til at grine af i et fitnesscenter. Det gjorde jeg bare ikke. Først gik jeg venligt til skranken og bad personalet om at tænde for båndet.
Det skete der ikke noget ved.
Så gik jeg med alle mine ting til det andet bånd, der var tændt og ledigt.
Det var så ikke ledigt men optaget til én, der bare lige var på toilettet...
Der røg den første bid af yogasmilet, og tøsen fik noget at vide om det at reservere..
Til skranken igen. Afbrød servicemedarbejderens hyggesnak over noget kunstigt energivand, der blev hældt gratis ud idag.
Stadig intet hamsterhjul, der ville løbe med mig.
Til sidst var jeg så målrettet på vej mod skranken i tights og klar tale, at én af pigerne rev sig løs fra mirakelvandet og fik tændt monsteret, så jeg kunne nå 15 minutter i arrigt trav, før jeg mild og blid kunne ligge mig på måtten og "finde yogasmilet frem" bag fitnessaggressionen.
Det bliver nok ikke til et årskort for mig.

Monday, February 21, 2011

Op. Afsted.


Sidder over morgengrøden og overvejer, om det ikke er brud på en eller anden overset menneskerettighedskonvention at forlange, at vækkeuret skal ringe og adlydes kl. 04.40.
Overvejelserne afbrydes af undren over, at TV2 sender på det her tidspunkt, hvor det faktisk i min boligforening er forbudt at tage et brusebad af hensyn til naboernes nattesøvn. Jeg priser min sommetider autistiske tendens til at lægge tøj frem aftenen før en morgen, jeg ikke kan overskue. Ellers var jeg helt sikkert aldrig kommet ud af døren til tiden i andet end øko pyjamas og bærbar. Og vigtigst af alt - jeg er vågen nok til at vide, at nu ikke er tidspunktet at tage jobbet eller livet som sådan op til overvejelse.
God morgen og masser af medfølelse til alle dem, der altid skal på arbejde her midt om natten.

Sunday, February 20, 2011

Detaljer fra en norsk bursdagsfejring




Én havde lige været på kagekursus med dekorationsfokus. Andre er bare smukke og særlige helt af sig selv, som hende her.

Saturday, February 19, 2011

LørdagsFilmVisdom

"Alle væsner skælver, når de står overfor fare og død.
Livet er dyrebart for alle.
Den, der tænker over dét, slår ikke ihjel."

HRH Dalai Lama, Seven years in Tibet

Thursday, February 17, 2011

Svanemøllens hemmelige minaret


Glædes og undres disse dage dagligt over, at dette minaret-agtige tårn ved Svanemøllen Station endnu ikke er blevet udvist af landet af Langballe.

Tuesday, February 15, 2011

Hvornår var alder nu et issue?!



Du holder dig godt så..
- Sidste lørdag fik jeg min øl og det, der nok var tænkt som et kompliment, i den gale hals. "Holder mig godt??".
Idag var det så det, at jeg har oplevet Berlinmurens fald, der gjorde mig gammel i - hvad jeg så pludselig måtte se som en knægts - øjne.
Er en lille smule træt og forvirret og griber med kyshånd (uden levepletter) en venindes link til Bølle Bob efter en dejlig, lang dag på job. Her er jeg hende den søde, unge pige blandt mastodonter af konsulenter og ledere...
Netop som jeg nød endelig at være blevet nogenlunde jævnaldrende med mig selv, tør jeg nu dårligt spille Bølle Bob i frygt for at afsløre, at det var ét af de første bånd, jeg havde, og dermed allerede være både utrolig ung og utrolig gammel.

Teksten på væggen

på Comwell Hotel Holte

Monday, February 14, 2011

Practice for a Valentine´s day


Tonglen, or the practice of sending and taking, reverses the process of hardening and shutting down by cultivating love and compassion. In tonglen practice, instead of running from pain and discomfort, we acknowledge them and own them fully. Instead of dwelling on our own problems, we put ourselves in other people's shoes and appreciate our shared humanity. Then the barriers start to dissolve, our hearts and minds begin to open.
Pema Chödrön

Sunday, February 13, 2011

SaligSøndag

var det måske nok ikke lige her på matriklen i morges. Som før skrevet, var det jo arbejdsdag. Alligevel er det en god én. Søndagen. Den holdt ud længe - eller den holdt længe på mig. Same same. Det er en god fornemmelse at være på arbejde og være ligeglad med, at det er søndag, sent og at Lykke for længst er gået igang.
Til gengæld behøver Sex and The City The Movie jo ikke at ha´ været igang ret længe, for at Mr. Big har fucked det hele op. Hvis det så bare endte her... Men nå, saligsøndag eller ej, så munder den ud i en mandag lige om lidt, og de får jo alligevel hinanden til sidst. Og i øvrigt er jeg jo kattedamen uden Nettoposer, og der er langt større problemer end Big og bryllupsflugt. Sagen er, at miss har brækket benet i en vild "se hvor højt jeg kan komme op"-leg mens jeg var væk. Eller hvad ved jeg? Det er det, der er problemet. Eller den ene del. Den anden del er, at jeg heller ikke aner, hvordan man får de der voksne arbejdstider til at du med dyrlægens åbningstider.
Grin bare - jeg gør det selv, mens stakkels miss halter rundt på tre ben, og Carrie er i Mexicoma i The Movie. Jeg synes uanset, at det er ret saligt med et søndagskram med damen i pels, og så må vi vel få fikset det ben one way or the other.

Om erantis og søndagschefer

Alt i mig siger S Ø N D A G - bortset fra chefen, der er presset og godt kan li´ fleksible kolleger. Jeg er på vej på arbejde med søndag i hele min krop, og det gør ikke noget. Solen skinner og i går fandt jeg dem herGod søndag og sump lidt for mig.

Saturday, February 12, 2011

Hvis jeg er en samler...

... så er det af lækkerheder og gode sager. Fine øjeblikke og gode mennesker. Min frimærkesamling bugner denne lørdag aften af erantis fra Assistensens og den skønneste Fumé Blanc. Engang var det faktisk frimærker, der var objektet for samlermanien. Min basisviden om DDR har jeg fra aftener hen over baljen med frimærker, der skulle slippe kuverten, tørres og sættes i mapper. Vatti måtte svare på alle de spørgsmål, som råbte om kap for at blive udforsket, når jeg sad med frimærker fra DDR og BDR og var forvirret over, hvilket Tyskland Poetzch så var...
I dag er det vel allermest appelsiner, jeg samler. Det er som om, at de vælter ned i min turban i en frekvens, der gør det vanskeligt at gribe dem alle sammen i luften. Og så ord - jeg samler jo også på ord. De gode. De skæve. De billedrige.
Og nu er det lørdag aften, og jeg vil samle mig og nyde den Amarone, som de to norske somelier-tumper har dekanteret i køkkenet og råber brombær, lakrids og andre kælenavne efter.. Skål og glædeligt forår.

Friday, February 11, 2011

Min hat..



..som jeg vil. Copenhagen Pride 2011.

Thursday, February 10, 2011

Hverdagschampagne

er der lidt for lidt af for tiden...Det må der laves om på snart!

Manden i mit liv, Steffen B. og tågesnak?

Ok, nu må jeg simpelthen bede om hjælp og input, før min egen lille mølle maler sig sammen. Sagen er, at jeg elsker Steffen B. Udover at han i mine øjne er én af de ikke så mange, hvis lækkerhedsfaktor ikke ganges med 0 af, at han har skjorte og jakkesæt på, så udmærker han sig med en endnu større lækkerhed i sine ord og spot-on måder at sætte dem på alt det, jeg åh-ja-lige-præcis-kender alt for godt. Og det på en måde, som er så ligetil, at man ikke skal have det store fortolkningsapparat igang for at vide, hvad vi taler om.
Eller hvad?
Er det bare mig, der synes, at han taler T Y D E L I G T??

Sagen er, at jeg igen og igen bliver kaldt Brandt. Noget af et kompliment syntes jeg jo - indtil det endelig blev udredt, at jeg altså er Brandt, når modtageren bliver væk i mine ord og billeder og utålmodigt men bestemt beder mig om at udtrykke mig klart og tydeligt.
Jamen jeg forstår det ikke! Jeg udtrykker mig jo med al ønskelig tydelighed - ligesom Brandt - altså bare ikke helt på hans niveau.
Så jeg er forvirret på flere planer.
Der er da ingen tvivl om, at det handler om min klasselærer, om kærester på Månen, at hunden bider, bjørnen sover og drømmer kun om dig - eller hvad?

Svar udbedes. I øvrigt er der mere Brandt i Ud & Se.
Glæder mig til blive klogere på tågesnak og poesi, og lader for nu Brandt selv lukke af med lidt fra Big time og honning til manden i mit liv og alle andre, der går og regner lidt for sig selv:

Bliv ikke hængende fast et sted
gå hellere planken ud
og hvis du kvæles i virkelighed
må du endelig sende bud

Big time og honning
blomster og bier
Løber og Dronning
prinser og piger
Stemmer i flertal
forår i hovedet
Sidste udkald
koldt vand i blodet

Går og regner lidt for mig selv
hvor er det lige du kommer ind?
Skulle man ændre i den store tabel
før alt går op i ingenting?

Wednesday, February 9, 2011

Noget om A, B og D

Det er jo ikke for sjov, at det er blevet printet ind i barnegranitten, at Har man sagt A må man også sige B. Jeg har været Amenneske helt fra begyndelsen, hvor mit absolutte skrækscenarie var tanken om, at resten af huset skulle overveje at sove længe om lørdagen og først spise morgenmad halv ni.... Men nu er jeg så endelig kommet til B.
De sidste uger, der har været dejligt vakumerede mellem overstået eksamen og endnu ikke opstartet job, har sat turbo på min udvikling af Bmennesket. Nætter under dynen med Hildegard II. Bakserier med min nye hjemmeside. Alt sammen får mig til pludselig at opdage, at midnatten er rykket ind. Langsomme morgener, der godt nok begynder tidligt med kattekram, men som først vågner et godt stykke op ad formiddagen klar til bløde bukser, for så over middag at være klar til at møde verden over en kop kaffe på baren i fuld uniform - det klær´ mig.
Er måske ligefrem ude i en hypotese om, at jeg i virkeligheden er et Bmenneske, hvis jeg selv skulle bestemme. Og dér er der i hvert fald ikke brug for hypoteser eller personlighedstest for at slå fast, at det er min meget udtalte præference - at bestemme selv.
Nu er der bare det. at virkeligheden har velsignet mig med et drømmejob - til gengæld for min frihed og mit nyfundne Bmenneske. Farvel selvbestemmelse. Farvel yndlings-impulsivitet.
Dvs. jeg har vist ikke helt fået sagt ordentlig farvel. Det ser ud til, at jeg nu er en mutant, der er Bmenneske om aftenen og Amenneske om morgenen, hvilket i mit tilfælde af søvnbehov er en utrolig dårlig kombination.
Ugens to første arbejdsdage begyndte begge i den der ondskabsfulde forpustelse, man rammes af i sekundet efter, at man har spurtet efter bussen og ikke nået den. Samtidig havde stormen nedlagt S-togsfunktionen og i bare forvirring og for-hurtigt-ud-af-sengen-hed lod jeg mine yndlingsskindluffer ligge på Svanemøllen.
Så jeg må konkludere (igen), at man ikke nødvendigvis skal tro på alt, man har fået indprentet. Hvis man skal sige A, så skal man holde sig fra B aftenen før - hvis man er D.

Dagens tema er sko..

De her stod præcis efterladt sådan her en dag, jeg kom væltende ud af ghettoen. Forberedt på meget af erfaring, men ikke på et par nærmest installations-agtigt opstillede ballerinaer i børnestørrelse... Det prikker stadig til min nysgerrighed, det her billede. Da jeg desværre ikke havde tid til at sætte mig i køkkenvinduet og vente på at se den videre historie udspille sig, er der fri leg herfra..

Tuesday, February 8, 2011

Den dejligste spand

er det jo egentlig ikke. Og vandet er ved nærmere eftersyn heller ikke i den kategori. Men gulvet, som vandet netop vådt har kærtegnet, er. Dejligt. Smukt. Råt. Koldt under fødderne på hede dage. Varmt foran ildstedet i oktober. Fyldt af reservedele som vinger og bagben til græshopper og lignende fra maj til august. Så dagens "Rapport fra en gulvspand" handler altså pludseligt om et gulv. Et terrazzogulv i det, jeg længe omtalte som en gammel, idylisk olivenolie-mølle i Frankrig, som var min for en stund. Begge dele viste sig ikke helt at holde stik i virkeligheden. Moulin de Lonnes er et gammelt nedlagt savværk, men ikke mindre idylisk af den grund og med lavendler og figner, så jeg stadig synes det var lidt en drøm. Min blev det kun by heart og ikke i praksis, hvor den geografiske placering af svigermummy måske kunne ha´ været mere ideel. Men jeg elskede det gulv. Og man kunne se, når man havde vasket det - for så hang der rester af moppen i alle sprækker og revner. Så når det var gjort ved forårsrengøring, så det med andre ord efter den definition altid nyvasket ud!
Således rapporten for idag, hvor hverken den ene eller anden moppe udgør en del af min daglige rengøringsstab.

Monday, February 7, 2011

Sekundviserlageret

Jeg elsker tid. Masser af tid. Hos Thorp Ure - det hemmelige urmagermekka - er det som, om den både er gået i stå og samtidig slår i så mange takter, at der er rigelige mængder af den. Lige som sekundviserlageret i kælderen... Efter tålmodig og systematisk jagt lykkes det Thorp at fremtrylle præcis den sekundviser, som min farfars gamle mekaniske ur længtes efter.
Jeg elsker nørder!

Friday, February 4, 2011

Wednesday, February 2, 2011

Ja. Om skidtmads og tonglen.

Har i en alt for lang række af dage ikke kunnet side på puden og være neutral iagttagende eller bare noget, der ligner. Var det ikke muskler og mave, så var det kvalme eller hjerte-smerte. Selv med 12 i accept (and commitment therapy), så er der dels noget om det vanskelige i at være egen doktor, og dels kan man i praksis altså stikke accepten et vist sted hen, når man lige her og nu sidder med den in person - smerten. Ikke for ingenting er smerte defineret som et signal om straks at fjerne sig fra det skadevoldende, hvilket alt i os jo også refleksivt gør. Så vidt også jeg. Kunne ikke få hevet mig selv op på puden og ind i meditationen. Lå og tøffede bare rundt. Sov helst. Fred med det. (Der var accepten jo!)
Det eneste jeg kunne være i, og som virkelig gav mening og faktisk også lindring, var det, som de gamle kalder tonglen. At ånde al smerten ind, lade den være der. Forbinde sig med alle de andre, der er i den. Og ånde lindring ud. Det duer ikke på skrift. I praksis var det til at være i for mig.

The human heart has the extraordinary capacity to transform the sorrows of life into a great stream of compassion. Compassion proclaims the power of the tender and merciful heart in the face of the sufferings of the world. It arises whenever we allow our heart to be touched by the pain and need of another.
Jack Kornfield

Followers